Please install minimum flash player 7.0.0 Download at www.adobe.com
  Mail til osHar du spørgsmål - er du altid velkommen til at skrive en mail til os. info@dvsas.dkTips om fyring i brændeovne - Når du skal tænde op, er det vigtigste, at ilden får godt fat, og at temperaturen hurtigt bliver høj. Tænd fx op med tørt kvas eller pindebrænde. Du kan også bruge sammenkrøllede avissider til optænding, men undgå kulørte sider som fx reklamer eller ugeblade.
- Fyr kun med rent og tørt træ i din brændeovn. Brænd aldrig malet, lakeret, limet eller imprægneret træ, tryksager, mælkekartoner, pap eller plast. Når du har tændt op, og det brænder godt, må du heller ikke bruge aviser. Fyrer du med andet end rent træ kan der udvikles miljø- og sundhedsskadelige stoffer fx dioxin. Er du i tvivl, så lad være med at brænde det af. Det kan skade helbredet for din familie og dine naboer.
- Når du slår to tørre stykker brænde mod hinanden giver det en sprød ("tør") lyd. Prøv selv. Det er en god ide at tage brændet indenfor i god tid inden det skal i en brændeovn. Ellers kan brændet suge fugt fra luften og både skade økonomien og give meget røg.
- Lad være med at fylde for meget træ i en brændeovn af gangen. Med små mængder er det lettere for ilden at få fat og hurtigt nå en høj temperatur. Kom mere træ i en brændeovn lidt af gangen og husk hver gang at skrue op for luften, til det igen brænder godt.
- Luft er vigtig for at sikre en god forbrænding og en god økonomi. Så længe der er gule flammer, skal du ikke skrue ned for lufttilførslen. En god forbrænding af røggasser kræver en høj temperatur og tilstrækkelig luft. Skruer man for hurtigt ned, går de ubrændte gasser op gennem skorstenen og giver sod. Det giver også en dårlig fyringsøkonomi og ildelugtende røg.
- Det er en rigtig dårlig ide at lade en brændeovn brænde hele natten med et minimum af luft. Skorstenen kan sode til og dårlig forbrænding giver mere af den sundhedsskadelige røg. Sover I fx med åbne vinduer, får du og dine børn den skadelige røg ind i huset, og det gør naboerne også.
- Hvis du er i tvivl om din brændeovn generer, så gå uden for og se på om der er meget røg. Synes du det lugter grimt, så gør dine naboer det nok også, og der er en stor sandsynlighed for, at der er for lidt luft til brændet eller du gør noget andet forkert, men det kan også være problemer med en brændeovn eller skorstenen.
- Meget af det affald, som ikke må komme i en brændeovn, kan du sortere og aflevere på genbrugsstationen eller til den lokale indsamlingsordning. Resten kan med husholdningsaffaldet ryge i et affaldsforbrændingsanlæg. Her brænder det ved den rigtige temperatur, så skaden på miljøet og helbredet bliver minimal, og din familie undgår sundhedsskadelig røg.
|